Selvom julen er længe overstået, kommer der alligevel et lidt julet indlæg fra mig…
Forrige år lavede jeg disse julekort til venner og familie. Hele 31 stk. blev sendt ud, og de blev alle godt modtaget. Folk var vilde med ideen, og den lille engel blev hængende flere måneder efter jul. I løbet af året blev jeg af flere mindet om, at når man starter på sådan noget, så forventer de jo en engel hvert år fra nu. Og sådan må det jo så blive…
På trods af flere påmindelser, kom jeg alligevel sent i gang med julekortene (nogle gange er det lidt belastende at være af den type som arbejder bedst under pres!), men de fleste nåede dog frem inden jul. Det kostede dyrt i porto, men synes der er noget særligt ved, at folk får en overraskelse i postkassen, fremfor at man stikker dem en kuvert i hånden.
Sidste år kunne jeg ikke lade være med, at lave små julefrimærker også. Som mor til den lille engel, synes jeg jo det var noget af kæreste med hende siddende på kuverten. ;)
Det tager virkelig lang tid at lave julekort på denne måde, men når jeg ser resultatet, synes jeg det er det hele værd. Pierre er heldigvis god til at hjælpe med at sætte snor i og putte i cellofanposer – bare han kan blive fri for klippearbejdet.
Til slut får I lige et par billeder jeg fik på telefonen juleaften. Så bliver man altså varm om hjertet. ♡