Det “perfekte” barn

Jeg faldt lige over en gammel kladde i mine indlæg… En følelsesmæssig svær kladde omkring vores lille Luc på tre måneder, som nu er en stor baby på ni en halv måned. En lille bitte dreng som bliver så stor, så stor. Tænk, at han snart skal starte i vuggestue (eller dagpleje – ved endnu ikke hvad vi får af plads). Det er næsten ikke til at bære, synes jeg. Han er jo stadig min lille bitte baby…

Men jeg tror det er indkøringen og den nye hverdag jeg frygter mest. Det der med at skulle få det hele til at gå op i en højere enhed – aflevere to steder, kørsel til/fra arbejde, nå det hele på arbejde/hjemme, den dårlige samvittighed overfor arbejde og familie, og savnet. Savnet til dem jeg elsker allermest. Men det skal nok gå. Vi skal bare lige ind i det, tænker jeg. Heldigvis har vi et par måneder sammen på fuld tid endnu. ♡

Og så var der den kladde jeg startede med at fortælle om… Kladden som aldrig blev skrevet færdig, men som startede sådan her:

I går blev vores lille søde Luc tre måneder. ♡

Det har været tre skønne måneder fyldt med kærlighed til vores lille ny og hinanden. Samtidig har det også været en hård tid med tårer og frustration.

Som jeg tidligere har skrevet lidt om her, er Luc meget grædende og har svært ved at finde ro. Det har været lange dage med trætte arme og ben for mit vedkommende, og vi har holdt os lidt for os selv, når Fleur og Pierre har været i børnehave og på arbejde. Simpelthen for at få ro…

Vi har været til kranio sakral terapi af flere omgange, hvor terapeuten blandt andet har løsnet ham. Blot efter anden behandling var der markant forskel at mærke på ham, og der er siden sket lidt hver gang. Det er med små skridt, men så længe det går den rigtige vej, føles alt som en lille sejr.

Mere nåede jeg ikke dengang for et halvt år siden… Det er der flere årsager til, men en af grundene var klart manglende overskud og tid, og en anden var, at det gjorde ondt at skrive om. Nu hvor jeg sidder med det igen, ryger jeg direkte tilbage i de følelser jeg havde dengang. Jeg får straks en klump i halsen og tårer i øjnene igen, for det var virkelig en hård tid.

Den manglende forståelse fra folk omkring os gjorde det ekstra svært. Selvfølgelig var der ingen, der ville os noget ondt med diverse kommentarer eller mangel på samme. Men når man sidder med minus overskud og er træt som en bjørn, så tager man selvfølgelig også tingene mere nært. Det der med at stå som mor og ikke kunne trøste sit eget barn er frygteligt. Man føler sig total magtesløs, og så er det, at tårerne får frit løb.

Noget andet der var svært at forholde sig til, var at høre om andres “perfekte” børn. Jeg ville hellere end gerne høre om andres søde babyer og børn, men knap så meget hvis det handlede om, at deres barn var perfekt og at mit barn ikke ville sove mm. Altså forstå mig ret… Jeg synes jo det var skønt for dem, men når det blev stillet op som om Luc ikke var “perfekt” og lidt af et “problembarn”, så måtte samtalen gerne slutte. Ikke fem minutter senere, men nu! For trods den svære tid, så syntes jeg jo, at Luc var (og er stadig) helt perfekt og den skønneste baby. Igen, man tager selvfølgelig tingene mere nært når man er presset, men lidt mere forståelse for andres situation – selvom det kan være svært at sætte sig ind i – ville have været rart. Det er ikke noget jeg som sådan har talt med nogen om, for det er lidt “forbudte tanker”, ikke? Man bliver jo hurtigt misforstået… For selvfølgelig under jeg andre, at de får nemme og glade børn – det er jo slet ikke det det handler om. Det var bare svært at være i… Jeg håber, at I forstår hvad jeg mener. Men måske man selv skal have stået i sådan en situation for at forstå?

At få kladden her udgivet, og få skrevet lidt tanker ned omkring den svære tid, var faktisk helt befriende. Hvis I læste med så langt, så tak! Tak, for at høre på mine tanker. De har været gemt længe.

Fortsættelse med en ny status på Luc følger… ♡

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.