Dinosaurfest // Luc 4 år - det bedste jeg ved ...
diy fødselsdag krea Luc

Dinosaurfest // Luc 4 år

I lørdags blev Luc 4 år og han ønskede sig en dinosaurfest. Det vil sige – måske ønskede han sig bare en dinosaurkage, men jeg blev lidt grebet af stemningen…

Normalt laver jeg altid invitationer som sendes med posten, men jeg har faktisk slækket på det et par gange. Mest fordi Post Nord er urimeligt dyre og uden garanti for hvornår det kommer frem – hvis det da overhovedet kommer frem. Derfor lavede jeg dem blot på computeren denne gang og sendte ud via sms. Super nemt, meget billigere og mindre besværligt, men altså også lidt mindre charmerende…

Jeg havde håbet på, at vi kunne holde dinosaurfest i haven, men regnen piskede desværre ned. Derfor var jeg meget taknemmelig for, at de dinosaurflag der pyntede ved vejen og i haven var printet på vandfast papir. De stod ude i mere end otte timer og var som ny da Luc og jeg tog dem ind – fantastisk!

Luc fik landsholdstrøjen med navn af mormor og lykken vil ingen ende tage ♡

Ingen dinosaurfest uden en dinosaurkage – nu var det jo også der det hele startede…
Kagen er en chokoladebombe uden lige, som består af chokoladekage/browniebund, chokolademousse og krystalliseret chokolade på toppen. Den lille dinosaur cake topper (hvad hedder det mon på dansk? Kage topper, nej vel?) har jeg skåret i karton og sat på grillspyd med metaltråd.

Ninjago fan med ny madkasse ♡ Pierre mente ikke vi kunne give ham en madkasse i fødselsdagsgave, men det gjorde vi altså (sammen med et Star Wars sværd, LEGO og Ninjago dragten) og I kan tro, han blev glad. Madkassen er fra Yumbox og allerede et kæmpe hit her fire madpakkedage efter.

Selvom man er dinosaur, kan man jo ikke komme til fest uden en hat og da slet ikke til dinosaurfest uden hat. Jeg gik derfor igang med papir, elastiksnor, pomponer og limpistol og er de ikke bare søde? Selvom vi har en 15-20 dinosaurer herhjemme, var det bare ikke nok til en dinosaurfest. Derfor lavede jeg et søgeopslag i en lokal salgsgruppe på Facebook, og pludselig var vi 26 dinosaurer rigere for en slik. En del af dem fik hatte på og andre pyntede blot i vindueskarmen og stod klar til leg.

Som kontrast til den tunge chokoladebombe, lavede jeg en luftig lagkage med lyse bunde, vanillecreme og jordbærmousse lavet på søde danske jordbær – mums, den var nu også god!

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

You Might Also Like

Ingen kommentarer

    Skriv et svar