Så blev det 1. søndag i advent, og vi har budt den skønne juletid hjertelig velkommen i det lille hjem. Weekenden har stået på julefrokost med mit arbejde, tømmermænd (mange, for mit vedkommende ;), 30 års fødselsdag hos en veninde og masser af julehygge i dag. Så et rimelig presset program fredag og lørdag, og søndagen har derfor været hellig med al den julehygge vi kunne finde på.
“Til julebal i nisseland” og “vi er på vej til dig, julemand” har kørt på noget der nærmer sig repeat hele dagen. Hvis det ikke var højtaleren det blæste ud af, var det Fleur der skrålede Esbjerg op. Så hyggeligt!
Vi har alle mand lavet kalenderlys og adventsdekorationer. Luc og Fleur fik hver deres urtepotte og lys, og gik amok med både mos, gran og diverse dims de kunne finde i julekasserne. Jeg bandt en krans af grene fundet i området vi bor i og lod to gamle (og lidt skumle) fugle flytte ind i den.
Derudover lavede jeg en meget nem adventskrans med pynt af eucalyptus grene i en stage fundet i genbrug for år tilbage. Den har jeg flashet på instagram her. Det var dog ikke den eneste adventsdekoration der blev lavet. Pierre lavede nemlig en lidt anderledes dekoration med Eiffel tårnet som midterfigur. Den mangler lige det sidste finish før jeg viser den frem, men den er så fin, synes jeg. Jeg har døbt den “alle veje fører til Paris”. ♡
Faktisk har vi (okay, mest Fleur og mig) joket med at holde jul i Paris i år, og var det ikke fordi at pengepungen sagde noget andet, så var vi klart hoppet på et fly d. 23. december. Fleur vil rigtig gerne se Eiffel tårnet, så hun var helt med på ideen, hvis det altså ikke var for sjov, vi talte om det. Men hun har heller ikke en alder, hvor hun “kræver” de samme traditioner hvert år. For hende handler det om at hygge sig og være sammen som familie. Uanset hvor det så er…
Det bliver ikke Paris i år, men til gengæld kommer Pierres mor og søster med familie juleaften, og det glæder vi os alle meget til.
En stolt lille Luc med hans helt egen dekoration. ♡
Han har selv valgt alle tingene ud og placeret dem som han synes. Der er et meget tykt lag “mås”, som var hans favorit. ;) Lyset er i øvrigt vildt forvirrende, synes jeg. Herhjemme tæller vi ikke ned til juleaften, men tæller blot dagene og julehygger undervejs. Lyset her signalerer noget andet, og det så jeg selvfølgelig ikke, da jeg smed det i kurven. Men dekorationerne er så fine, og så beholder vi selvfølgelig de forvirrende lys.
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.
1 kommentar
A+K/VenterPaaVinBlog
november 28, 2016 at 7:12 amSer så hyggelugt ud! Psris om julen gad jeg også gerne opleve:)
– A