Om fjorten dage fylder min mindste kærlighed – min søde lille Luc – 1 år. Total kliche, men det er slet ikke til at forstå. I går havde han første dag i vuggestue, og jeg forsøger at vænne mig til tanken og vores “nye liv”. Faktisk kommer der til at ske større ændringer – mest for mit vedkommende, men som familie kommer det til at betyde rigtig meget. Mere om det en anden dag… ;)
Nå, tilbage til Lucs fødselsdag. Jeg har prøvet at finde på gode ønsker til den store dag, men det er godt nok ikke nemt. Det er et luksusproblem, men jeg synes ikke rigtig han mangler noget. Vi har gemt en del legetøj mm. fra Fleur, og hvis han mangler praktiske ting, køber vi dem jo løbende. Så det er indtil videre få men gode ønsker han har, den lille Luc. ABC bogen af Knud Romer med smukke illustatrationer af John Kørner er virkelig fin. Særligt luksus udgaven med kassette, stofryg og bånd tiltaler mit grafiske hjerte.
Som jeg tidligere har vist videoer af, er børnene glade for at spille musik (okay, larme med instrumenter ;). Derfor tror jeg en tromme vil falde i god jord hos den lille mand. Vi er ikke så meget til skrigende plastic fantastic herhjemme, så trommen må gerne være af god kvalitet og med trommehoved af skind eller naturgummi som denne fra PlanToys.
Den smukke luftballon vil pynte så fint på Lucs værelse. Han har den allerede i den mindste størrelse (også i blå), og da Pierre og jeg ikke kunne beslutte os for en gave til Luc, har jeg nu klikket den hjem i den store udgave på 32 cm. Ihh, det bliver så fint.
Det varer ikke længe før Luc skal have juniordyne, så lidt lækkert sengetøj må der til. Han fik et smukt koksgrå sæt fra The Organic Company i dåbsgave, og så har jeg købt et fint mintgrønt sæt fra Garbo & Friends. Men det er rart at have lidt at skifte imellem, og da svigermor er stor fan af Georg Jensen Damask, synes hun at Luc skal forkæles med et sengesæt derfra. Dette sæt på billedet og dette som er designet af Nanna Ditzel er mine favoritter.
Her til aften lagde jeg billedet af min lille Luc og dukken på Instagram med ordene “Smelter lidt når min lille mand kravler ind på legeværelset, og finder Fleurs dukke og giver den mad. Luc bruger ikke sutteflaske, så det er ikke naturligt herhjemme, men han har da fanget det et sted.”
Han er ret glad for Fleurs dukke og giver den både kys og kram. Men da Fleur ikke vil dele den, har jeg sat en drengeversion af hendes dukke på Lucs ønskeliste. Herhjemme er dukker og andet såkaldt “pige-legetøj” nemlig ikke kun for piger. Så hvis Luc har et ønske om at være prinsesse til fastelavn, finder vi også ud af det. ;)
Jeg kunne godt bruge lidt flere ønsker (gerne i flere prisklasser), så byd endelig ind med gode ideer. Han er ret glad for at stable og samle stablebægere, så tænker han måske kunne blive glad for en puttekasse også..? Dog ved jeg ikke om nogle er bedre end andre. Fleur havde nemlig en fra Kids Wood da hun var i den alder, men brugte den slet ikke. Kom meget gerne med forslag til en puttekasse/boks eller lignende.
(indlægget indeholder affiliatelinks)
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.
2 Kommentarer
Marina / cand.mor
juli 29, 2015 at 6:20 amDen er så afsindig flot, den luftballon. Jeg klikkede faktisk netop uro’en med luftballoner hjem i går. Der skal være lidt pænt at kigge på, når man bliver puslet…
Hvad med Brio-tog? De laver nogle startsæt for de helt små.
Jesch
august 7, 2015 at 6:55 pmNår mine børn har fødselsdag forsøger jeg at tænke et halvt til et helt år frem i ønskerne. Det er dejligt at der er noget de kan bruge her og nu, men det er også fedt i løbet af året at kunne trække en gave frem som passer til dem på det tidspunkt.
Jeg har en søn på 19 måneder, og det sidste halve års tid har de største hit været:
-Biler (aner ikke hvor han har det fra, pludselig var det bare sådan). Men han er kræsen. Plastik dur ikke. Det skal være metalbiler med en vis vægt og det vigtigste er at døre og bagsmæk kan åbnes og lukkes. Favoritterne herhjemme er nogle forholdsvist store biler fra Maisto. Det er vist nok kopier af ægte biler.
– Ting som andre ting kan puttes ind i. Storesøsters dukkehus har i lang tid været en favorit. Han putter sirligt bilerne derind, åbner og lukker døre og ordner det hele i et uforståeligt system for os andre. Nu har jeg investeret i en flot trægarage med ramper, elevator osv. Den bruger han også, men dukkehuset er lige så godt. Han er desuden vild med et nøgle-hus fra Melissa&Dough hvor man kan ringe på dørene og putte små dukker i. De findes vist i flere varianter og også som nogle fine puslespilsagtige ting.
– Brio togbane. Man kan få en ordentlig portion på den blå avis eller reshopper for en rimelig penge synes jeg. De elektriske tog er dog noget hø synes jeg. De kører langsomt og rimeligt lydløst, hvilket er et plus, men de går lynhurtigt i stykker hvis man tvinger dem frem for hurtigt. Og det gør de fleste 1 årige tror jeg. Jeg har hos en veninde leget med batteridrevne Duplotog som måske, æstetisk set, ikke er så pænt, men holder bedre til en etårigs leg. Der er fart på togene, de larmer så også lidt mere.
– dukkevogn. Han elsker at arrangere forskellige ting i vognen, putte dem med dyner, vinke og køre en tur.
Det er bare et lille udpluk af hvad han leger med. Måske får du nogle ideer ud fra det?