Opskrift på chokolade talkage, vol. 2 - det bedste jeg ved ...
dessert fødselsdag kager mad opskrift

Opskrift på chokolade talkage, vol. 2

talkage opskriftTalkage må der til…

I går fejrede vi Fleurs otte års fødselsdag med pigerne fra klassen. Fleur havde ikke de store krav til kagen denne gang – den skulle bare være fin. Jeg valgte derfor endnu engang at lave en talkage, dog med en anden creme på toppen denne gang, da jeg gerne ville kunne sprøjte fine toppe i stedet for at smøre cremen ud.

Talkagen var et kæmpe hit og børnene synes cremen var virkelig lækker. Bunden er dejlig luftig og cremen ligeså, så den bliver slet ikke kvalm, som man ellers kunne frygte.

Opskrift på chokoladebunden ligger allerede på bloggen og chokoladesmørcremen er fra dygtige Frederikke Wærens, men nu får I det hele samlet, så det passer til billedet og er nemt at gå til :)

 

Talkage, bradepandestørrelse (alt afhængig af størrelse på tal)

Bund:
6 æg
240 g sukker
3 spsk. vand
130 g mel
50 g kakao
1 tsk. bagepulver
smør til formen

Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i, og pisk hviderne helt seje som til marengs. Pisk æggeblommerne luftige med vand, og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommerne helt lyse til luftigt skum. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne i hviderne, sigt melblandingen, og fold det hele forsigtigt sammen.

Beklæd bunden af en bradepande med bagepapir, smør grundigt siderne med smør og fyld dejen i.

Bag kagen ved 175° (jeg bruger ikke varmluft her) i ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek den med en kødnål. Hvis der ikke hænger dej fast på kødnålen, er kagebunden færdig. Lad kagen køle helt af, inden du tager den ud af formen.

Chokoladesmørcreme:
240 g smeltet chokolade (gerne mælkechokolade)
300 g smør, blødt
310 g flormelis
2 tsk. vaniljesukker
2 dl piskefløde

Smelt chokoladen i en gryde og lad den køle lidt af. Imens piskes det bløde smør med flormelis og vaniljesukker til det er lyst og luftigt. Hæld chokoladen i og pisk. Tilsæt fløden lidt ad gangen og pisk det til det får en cremet og luftig masse. Stil cremen på køl indtil den skal bruges.

Skær din talkage i ønsket form. Du kan med fordel printe tallet/tallene ud, klippe til og lægge ovenpå kagen når du skærer. Sprøjt eller smør cremen ovenpå kagen og pynt med dine favoritter. Til denne talkage har jeg brugt blåbær, spiselige blomster, drageé-æg og smukke Xocolatl chokolader.

 

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Reply
    Anina
    september 5, 2019 at 2:39 pm

    Smuk, smuk kage :)
    Hvilken tip har du brugt til at sprøjte smørcremen på? :)

    • Reply
      Tine
      september 5, 2019 at 8:30 pm

      Mange tak! :) Det er 8B fra Wilson, jeg har brugt.

      God bagelyst :)

Skriv et svar