De sidste tre uger har der været fart over feltet i haven, og således har vi nu både hjemmelavet espalier, bålplads og nedgravet trampolin i haven. Der er lang vej endnu, men vi kan sagtens fornemme hvor hyggeligt det bliver, når græsset begynder at gro, clematis’en kravler op af espalieet, og de øvrige blomster omkring kastanjehegnet blomstrer.
Pierre har i dag været ved at lægge marksten ved espalieet, men løb desværre tør for sten tæt ved mål. Typisk, ikke? Vi må på jagt efter flere… Stenene har vi hentet gratis hos en familie her i Esbjerg, som er ved at lægge haven om. De var glade for at komme af med dem, og vi var glade for at måtte hente. Fantastisk som man kan hjælpe hinanden.
Udover marksten fik vi også store flotte granitsten med hjem. Indtil videre har vi brugt nogle til bålsted, og resten bliver nok brugt som kant ved bede. Synes det er super fedt at genbruge på den måde.
Jeg kan mærke, at haven bliver skøn for os i år. Vi har lavet så mange ændringer i forhold til sidste år, så selvom vi ikke er færdige endnu, er det allerede så meget på vej, at vi kan nyde haven på en anden måde i år.
Trampolinen har selvfølgelig også meget at sige i dette, for med sine 4,3 meter fylder den godt i vores rimelig lille have. Men det er samtidig også det der er så fedt. Jeg har aldrig nogensinde troet, at jeg ville ende op med en trampolin i haven, men hold nu op hvor er det fedt. Børnenes glæde og ja – også de voksnes begejstring er simpelthen så fantastisk. Den er bare alle pengene og pladsen værd. Dog er det selvfølgelig også i kraft af, at den er gravet ned. Ellers var det jo ikke til at holde ud at se på, når den står så centralt i haven.
Vi valgte at købe en god kvalitets trampolin som kan holde i mange år, fremfor en billig model som skal skiftes ud om et par år. Allerede da vi satte den op, var det tydeligt at fornemme den gode kvalitet, og vi fortryder det ikke et sekund. Det er selvfølgelig mange penge, men hvis man går sammen i familien er det jo ikke så slemt… Trampolinen købte vi hos Abilica.
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.
Ingen kommentarer