Billeder er taknemmelige, og alt syner lutter idyl…
Vi nyder virkelig at være fire i familien, men desværre er det også en svær tid lige nu. Måske mest for Luc og jeg…
Vores lille Luc græder nemlig ret meget – særlig sidst på eftermiddagen og til godt hen på aftenen. Han har svært ved at finde ro dagen igennem, og sover ikke særlig længe ad gangen. Aller helst vil han ligge ved brystet, hvor han finder stor tryghed. Og det handler altså ikke om at han er “mor-syg”, som folk (desværre!) er hurtige til at dømme. Jeg tror, det er hans højre skulder/nakke den er gal med…
Siden fødslen har hans højre skulder klikket, og jeg har fået både jordemødre, læge og sundhedsplejerske til at tjekke ham. De havde alle nogenlunde samme svar “det er hårdt at blive født – det skal nok gå over på et tidspunkt”. Men nu er Luc syv uger gammel, og der er ingen ændring. Tværtimod faktisk – han er nemlig blevet mere urolig og ked af det den seneste tid.
Det er frygteligt ikke at kunne hjælpe sit eget barn, og virkelig hårdt at se ham så ked af det. Derfor tog jeg beslutningen om at kontakte en kranio sakral terapeut, og Luc var til første behandling i torsdags. Både Luc og jeg græd inden og under behandlingen – ja, som jeg startede ud med at sige, er det en svær tid, som altså tager hårdt på mig både psykisk og fysisk. Men det var den søde terapeut heldigvis mere eller mindre vant til, og vi fik en god snak.
Terapeuten sagde straks at den er gal med Lucs kraveben, og at hun har mange af den slags patienter, hvor sygehuset har afvist at der skulle være noget galt. Det var hårdt at få at vide, men omvendt en befrielse at hun tager hånd om ham og problemet.
Det er for tidligt at sige om behandlingen virker, men jeg er ret positiv omkring det, og håber og tror på det hjælper. Der er nogle små forbedringer i forhold til hans bevægelser, og det er som om han allerede er løsnet lidt. Gråden og uroen er der stadig i samme grad, men jeg føler, vi er på rette vej.
Fleur og Pierre er selvfølgelig også påvirket af Lucs uro, og at jeg derfor ikke deltager så meget i hverken aftensmad eller putning. Det er SÅ hårdt ikke at kunne være der 100% for alle, men lige nu er jeg bare nød til, at være der for Luc. Når det er muligt, hygger jeg selvfølgelig med Fleur, og forsøger at have flere små, men gode stunder med hende i løbet af dagen.
Luc har også nogle gode timer, hvor vi hygger, pludrer og nyder roen. Men jeg håber, at det snart vender for ham, så hele familien kan blive samlet igen på flere tider af dagen. ♡
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.
