Det "perfekte" barn - det bedste jeg ved ...
Luc

Det “perfekte” barn

lillebror_4dage

Jeg faldt lige over en gammel kladde i mine indlæg… En følelsesmæssig svær kladde omkring vores lille Luc på tre måneder, som nu er en stor baby på ni en halv måned. En lille bitte dreng som bliver så stor, så stor. Tænk, at han snart skal starte i vuggestue (eller dagpleje – ved endnu ikke hvad vi får af plads). Det er næsten ikke til at bære, synes jeg. Han er jo stadig min lille bitte baby…

Men jeg tror det er indkøringen og den nye hverdag jeg frygter mest. Det der med at skulle få det hele til at gå op i en højere enhed – aflevere to steder, kørsel til/fra arbejde, nå det hele på arbejde/hjemme, den dårlige samvittighed overfor arbejde og familie, og savnet. Savnet til dem jeg elsker allermest. Men det skal nok gå. Vi skal bare lige ind i det, tænker jeg. Heldigvis har vi et par måneder sammen på fuld tid endnu. ♡

Og så var der den kladde jeg startede med at fortælle om… Kladden som aldrig blev skrevet færdig, men som startede sådan her:

I går blev vores lille søde Luc tre måneder. ♡

Det har været tre skønne måneder fyldt med kærlighed til vores lille ny og hinanden. Samtidig har det også været en hård tid med tårer og frustration.

Som jeg tidligere har skrevet lidt om her, er Luc meget grædende og har svært ved at finde ro. Det har været lange dage med trætte arme og ben for mit vedkommende, og vi har holdt os lidt for os selv, når Fleur og Pierre har været i børnehave og på arbejde. Simpelthen for at få ro…

Vi har været til kranio sakral terapi af flere omgange, hvor terapeuten blandt andet har løsnet ham. Blot efter anden behandling var der markant forskel at mærke på ham, og der er siden sket lidt hver gang. Det er med små skridt, men så længe det går den rigtige vej, føles alt som en lille sejr.

Mere nåede jeg ikke dengang for et halvt år siden… Det er der flere årsager til, men en af grundene var klart manglende overskud og tid, og en anden var, at det gjorde ondt at skrive om. Nu hvor jeg sidder med det igen, ryger jeg direkte tilbage i de følelser jeg havde dengang. Jeg får straks en klump i halsen og tårer i øjnene igen, for det var virkelig en hård tid.

Den manglende forståelse fra folk omkring os gjorde det ekstra svært. Selvfølgelig var der ingen, der ville os noget ondt med diverse kommentarer eller mangel på samme. Men når man sidder med minus overskud og er træt som en bjørn, så tager man selvfølgelig også tingene mere nært. Det der med at stå som mor og ikke kunne trøste sit eget barn er frygteligt. Man føler sig total magtesløs, og så er det, at tårerne får frit løb.

Noget andet der var svært at forholde sig til, var at høre om andres “perfekte” børn. Jeg ville hellere end gerne høre om andres søde babyer og børn, men knap så meget hvis det handlede om, at deres barn var perfekt og at mit barn ikke ville sove mm. Altså forstå mig ret… Jeg synes jo det var skønt for dem, men når det blev stillet op som om Luc ikke var “perfekt” og lidt af et “problembarn”, så måtte samtalen gerne slutte. Ikke fem minutter senere, men nu! For trods den svære tid, så syntes jeg jo, at Luc var (og er stadig) helt perfekt og den skønneste baby. Igen, man tager selvfølgelig tingene mere nært når man er presset, men lidt mere forståelse for andres situation – selvom det kan være svært at sætte sig ind i – ville have været rart. Det er ikke noget jeg som sådan har talt med nogen om, for det er lidt “forbudte tanker”, ikke? Man bliver jo hurtigt misforstået… For selvfølgelig under jeg andre, at de får nemme og glade børn – det er jo slet ikke det det handler om. Det var bare svært at være i… Jeg håber, at I forstår hvad jeg mener. Men måske man selv skal have stået i sådan en situation for at forstå?

At få kladden her udgivet, og få skrevet lidt tanker ned omkring den svære tid, var faktisk helt befriende. Hvis I læste med så langt, så tak! Tak, for at høre på mine tanker. De har været gemt længe.

Fortsættelse med en ny status på Luc følger… ♡

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply
    Louise
    juni 2, 2015 at 6:06 am

    Luc er helt perfekt – han er en nysgerrig lille fyr som vil opleve hvert et lille bid af verden. Han er lun, kærlig og ubeskrivelig dejlig at være sammen med. Din (jeres) tålmodighed til at ha klaret de mange (ofte) lange hårde dage og nætter med lidt søvn, er misundelsesværdigt – for du har gjort det med stor overskud og kærlighed. Vi er alle perfekte på vores helt egen måde! Kh

  • Reply
    Barbara
    juni 2, 2015 at 7:25 am

    Der findes hverken perfekte forældre eller perfekte børn (gid der gjorde) vi gør jo alle hvad vi kan med de børn vi nu er blevet “tildelt”. Jeg synes du gør det pisse godt. Se dog på ham, han er jo en glad, sød og tilfreds lille baby ( og du er en træt mor) men skid hul i det – det er hurtigt glemt.

  • Reply
    Julie
    juni 2, 2015 at 7:36 am

    Meget befriende at læse, da jeg har været præcis det samme igennem med min lille dreng – og nogle gange stadig lidt godt kan føle det her flere år efter, fordi den periode bliver italesat eller sammenlignet med lillesøster. Jeg synes begge mine børn er helt perfekte med alle deres skønne særheder og karaktertræk – og selvfølgelig har du det ligeså <3

  • Reply
    Camilla // olinesmor
    juni 2, 2015 at 7:49 am

    Jeg har siddet i samme situation. Jeg kunne simpelthen myrde folk der pralede med deres nemme babyer. Havde simpelthen en imaginær Dolph kølle som jeg gav dem en ordentlig tur med. Nu er jeg selv en af dem med en “nem” baby, og det har jeg det faktisk lidt svært ved nogle gange netop fordi jeg har prøvet at være på den anden side. Derfor er det som regel også noget jeg holder meget lav profil med når jeg er sammen med andre kvinder med børn. Jeg ved nemlig hvor smertefuld det kan være at sidde og høre på. Så jeg holder min kæft og kun hvis der specifikt spørges ind til noget siger jeg tingene som de er. Min oline er idag de nemmeste dejlige barn som sover som en drøm og som er glad det meste af tiden. Så tingene kan sagtens ændre sig :-).

  • Reply
    Ida
    juni 2, 2015 at 7:53 am

    Hvor er det flot og dejligt at du deler, jeg kan følge dig i mange af de tanker. Min oplevelse ved andet barn har også været fyldt af omverdenens sammenligninger, hvor det så er storebror der landede i kategorien, at være det ’svære’ barn. Og dejligt som det er, at lillesøster er som hun er, så er der intet i vejen med den måde Valte var eller er på. De er bare forskellige og gudskelov for det. Men derfor rammer kommentarerne stadigvæk, velvidende at vi nybagte mødre også kan være mere nærtagende er det stadig en øvelse at sortere i de mange udlæg.

  • Reply
    Stine
    juni 2, 2015 at 7:57 am

    Det kan jeg virkelig godt relatere til. Og jeg synes også, det er ærgerligt, at man ikke kan give udtryk for at være lidt presset, uden at det af den grund betyder, at barnet man har ikke er lige præcis det dejligste. De to ting kan sagtens eksistere sammen – det gjorde det også for os.
    Vores datter var som Luc ret utilfreds i starten af sit liv og viste sig ligeledes at være låst. Vi var tidligt til kiropraktor, og det hjalp hurtigt, men hun har aldrig været det barm, der elskede at sove. Er det stadig ikke nu i en alder af to et halvt… Det har været rigtig, rigtig svært for vores omverden at forstå, at det bare er noget, vi er nødt til at tage hensyn til. Og måske især at vi gerne VIL tage hensyn til hendes behov.
    Men jeg tror, du har ret – det er svært at forstå uden selv at have stået i noget lignende.
    Jeg er glad for, at det lyder til at gå bedre for jer og Luc på den front.

  • Reply
    olafsdottir
    juni 2, 2015 at 8:55 am

    Tak for at du deler dine tanker.

    Står i en lignende situation lige nu, med at vi er blevet plejeforældre til en lille sød pige på 7 mdr.
    Vi har isoleret os fra omverden simpelthen fordi hun ikke kan finde ro i hverken krop eller sind. ALT er for meget for hende og selvom hele rollen som mor er helt nyt for mig, tænker jeg virkelig om det mon er mig der er galt med?
    Men efter at have læst dit indlæg trøster det faktisk lidt at vide at “rigtige” mødre også kan have de følelser jeg har og tanken om at vide at det nok skal gå over giver noget mere power.

    Så tak :)

  • Reply
    Henriette
    juni 2, 2015 at 9:57 am

    Åh ha kan godt huske de tanker… Laurits første tee måneder var også hårde. Han ville kun være hos mig. Dag og nat. Han skreg lige så snart han blev lagt. Jeg fik mange mange gode råd, og blev mere og mere frustreret. Til sidst kom jeg dertil, hvor jeg sagde stop. Laurits var lige præcis som han var, og vi var begge to mest tilpasse når han fik det han bad om, så jeg lukkede ørene for andres fortællinger. Men følelsen af ikke at slå til var rædsom.

  • Reply
    Maria
    juni 2, 2015 at 6:21 pm

    Smukke og helt perfekte Luc. Jeg kender den følelse så godt. Min søn har også ked og grædende i en længere periode. Følelsen af ikke at kunne trøste sig barn, at han ikke finder ro med det samme ved en – mig, hans mor var svær at takle. Jeg kunne så hurtigt føle mig forkert, når andre nye mødre kom med velmenende råd. Men de er også helt perfekte; de små kede børn OG deres mødre/forældre! Det er vidunderligt i dag, at opleve, at det tryggeste sted på jorden for ham, er lige er ved mig. De bedste tanker til dig og kære Luc!

  • Reply
    Kerstin
    juni 3, 2015 at 5:37 am

    Rigtig dejligt indlæg. Og din søde Luc er helt som han skal være. Men jeg kender også alle de “forbudte” tanker og ” hadet” til alle de “perfekte” børn og deres forældre. Min søn skreg også meget det første halve år, godt nok pga. Umodne tarme da han er født præmatur, men følelsen af ikke at kunne trøste sit barn og af ikke at slå til, er helt forfærdelig og når alt kommer til alt tror jeg at jeg vil bære den med mig I minderne om den første tid. Jeg har lært og taget med mig at alting er en fase. Det hjalp mig psykisk, men det var svært at tro på mens det stod på. Man lever i en pseudoverden. Men heldigvis er der noget godt på den anden side.
    Stort kram til dig, og tak fordi du også tør at skrive om de svære ting ved at have børn.

Skriv et svar