DIY seng med opbevaring – byg din egen seng - det bedste jeg ved ...
børneværelse diy hjemme hos os Nyeste indlæg

DIY seng med opbevaring – byg din egen seng

sneg-med-opbevaring

Da jeg postede mit indlæg omkring vores nye DIY seng med opbevaring under på legeværelset, lagde jeg op til en form for DIY såfremt der var stemning for det. Og det må man sige der var – skønt! :) Så here goes – en slags DIY til en hjemmelavet seng med opbevaring. 

hjemmelavet-seng-med-opbevaring-1

Jeg vil forsøge at skrive mig ud af fremgangsmåden, da det jo er individuelt med størrelsen på værelset og hvilke behov man har. Nu er det jo også sådan, at Pierre er tømrer med sans for detaljer, og han laver derfor tingene på en anden måde end os andre amatører. ;) Jeg vil derfor ikke beskrive det præcis som han har bygget sengen, men i stedet formulere det så alle kan være med.

seng-med-opbevaring1

Vores legeværelse måler præcis 4 meter i bredden, hvilket var helt perfekt i forhold til ønsket om, at kunne have to enkeltmandssenge ovenpå skabene. Det betyder altså bare meget, at have plads til overnattende gæster. Jeg forestiller mig også, at Fleur vil synes det er hyggeligt at sove med en veninde på legeværelset.

For at bygge en seng med opbevaring i stil med vores, skal der bruges MDF plader i 16 mm tykkelse og METOD køkkenskabe fra IKEA. Vores skabe er 60×100 cm, da vi har brug for så meget opbevaring som muligt.

Skabene er bygget op på en sokkel, som laves ud af MDF. Man kan dog sagtens undlade denne del og bare sætte skabene direkte på gulvet. For at få plads til sovende gæster ovenpå, har vi trukket skabene ca. 42 cm ud fra væggen. (skabene måler 38,6 cm i dybden og vi har valgt madrasser i 80×200 cm)

På væggen skal der skrues reglar på vandret som pladen kan skrues fast i og lodret langs væggen fra gulv og op til øverste reglar for at stive af. Næste skridt er toppladen, som både skrues fast i reglarne langs væggen og i skabene. Derefter skal sengehesten laves i ønsket mål og udformning og sengehesten skrues til slut fast på toppladen med vinkelbeslag. Vi har brugt 5 vinkelbeslag til denne størrelse og sengehesten måler ca. 25 cm i højden.

Jeg håber, at I med denne lille beskrivelse får en idé om hvordan sengen er bygget op. Kom endelig med yderligere spørgsmål hvis noget virker uklart. Vi er begge rimelig handy herhjemme, så det der virker logisk for mig, er måske ikke tilfældet hos andre i et projekt som dette. Derfor – bare spørg løs! :)

seng-med-opbevaring-3

Den smukke grønne væg er malet med maling fra Bygma. Farvekoden hedder RAL6012 / Schwarzgrun og er fra PP Mester Maling. Pierre har altid sagt blankt nej til at jeg måtte male nogle vægge herhjemme, men denne var han med på med det samme, og vi er begge vildt glade for resultatet. Farven skaber hygge og varme og giver en rigtig fin kontrast til det hvide møbel.

De fine plakater har jeg skrevet mere om i indlægget lige her. Til og med torsdag kan du ovenikøbet spare 25% på dem. Find link og rabatkode i linket op over.

hjemmelavet-seng-med-opbevaring

Motorikringe og rebstige er begge købt i Trævarefabrikernes Udsalg. Krogen dertil er købt i Bygma.

Jeg tror vist, at jeg med dette indlæg har fået svaret på alle de spørgsmål der er kommet siden mit første indlæg. Ellers siger I bare til. :)

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på FacebookBloglovin og Instagram.

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Reply
    Kathrine
    september 27, 2017 at 7:58 pm

    Såå fin løsning. Må jeg spørge hvad det har kostet i alt med skab og senge?

  • Reply
    Camilla
    september 28, 2017 at 7:44 am

    Ej hvor er det fint! Men hvordan kommer de op i sengen, når skabene er så høje? :)

  • Reply
    Mette
    november 20, 2017 at 8:18 am

    Jeg har endelig overtalt kæresten til at bygge sådan en seng til vores 7 årige datter.
    Tusind tak for fine billeder og beskrivelse. Jeg vil lige høre om i har sat sengehesten sammen eller har i brugt noget andet end mdf. Vi kan ikke finde en plade der er længere end 240 og vires skal være 3 meter i længden!
    Hilsen Mette

Skriv et svar