Hvad vil du være når du bliver stor? – 31 spørgsmål senere…

hvad vil du være når du bliver stor

Jeg har tidligere skrevet en anbefaling af bogen “Hvad vil du være når du bliver stor?”, og nu hvor vi er færdige med den første måned, tænker jeg det er passende med en lille status.

Bogen synes jeg stadig er helt fantastisk. Det er et lille projekt mellem Fleur og jeg, og vi hygger os begge med det. Det er som regel ikke noget der tager lang tid, men nogle gange giver spørgsmålene anledning til en længere snak.

Til spørgsmålet “hvad kan man bruge en telefon til?” svarede Fleur “til at ringe til nogen”. Jeg var faktisk sikker på, at hun ville nævne Netflix, tage billeder, spille og meget andet, men det var det eneste hun sagde.
Herhjemme er telefonerne de voksnes og altså ikke børnenes legetøj. Det spiller selvfølgelig også ind i hendes svar, men de låner dem nu af og til på en længere køretur til Netflix.

I stedet for at forklare eller spørge mere ind til det, skrev jeg hendes svar “til at ringe til nogen” ned. Det gør jeg generelt i bogen, så vi kan se udviklingen i hendes tankegang over de næste tre år. Der er dog også nogle stykker, som vi måtte have en længere snak omkring.

“Hvad ville du gøre hvis du var usynlig?” – “så ville jeg skræmme nogen”.

“Samler du på noget?” – “nej, men jeg vil gerne begynde at samle på noget. Måske låg fra mælken”.

“Hvorfor skal vi sove?” – “fordi det er nat”.

“Hvad tror du der sker når man dør?” – “man kommer i en kasse, og så skal man op i kirken, hvor man bliver smidt i en brændeovn, så man dør helt”.
Her havde vi lige en lille snak efterfølgende… Vi talte blandt andet om at man kan blive begravet ligesom Morfar (min far), men at man også kan blive brændt, som hun åbenbart har opfanget et sted. Det lød lidt voldsomt det hun har opfanget, så der måtte vi lige have en dybere snak.

hvad-vil-du-vaere-naar-du-bliver-stor

Bogen giver anledning til mange fine samtaler og jeg synes det er helt fantastisk at føre dagbog på den måde. Bogen kan købes lige her.

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på FacebookBloglovin og Instagram.

2 thoughts on “Hvad vil du være når du bliver stor? – 31 spørgsmål senere…

  1. Nej hvor fint… jeg havde faktisk sat bøgerne på børnenes ønskeliste til jul uden at vide at der var så mange nuancer i spørgsmålene. Så må vi absolut have dem. “It’s an add to cart day” ;) Jeg elsker den med låg fra mælken by the way :)

    1. Hej Jette,

      I skal så meget have bøgerne. Det er altså helt genialt med så mange forskellige spørgsmål. Jeg glæder mig så meget til at se hvor meget der sker på bare ét år.

      Ja, den med lågene er altså ret kær. Hun er dog ikke begyndt endnu. Hvilket moderen er ret glad for. ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *