De sidste tre uger har budt på en del udfordringer. Både af den sjove og mindre sjove slags… På den gode side er jeg startet på nyt arbejde her efter endt barsel. Det var ret uventet, men jeg er så heldig at have fået en stilling her i byen i en rigtig spændende virksomhed. Stadig indenfor den grafiske verden som jeg er så glad for. Det var underligt at sige farvel til mine gamle kolleger gennem otte år, men også rigtig fedt med nye udfordringer.
Den største bonus ved mit nye job er helt klart, at jeg nu kan cykle på arbejde. Det er virkelig, virkelig fedt! Jeg har været vant til en lille køretur på knap en halv time, så synes det er en kæmpe luksus at kunne cykle. Og med to små børn, giver det også bare meget mening at arbejde i den by man bor i.
Vi har investeret i en cykeltrailer, som vi allerede er super glade for. Hold nu op hvor er sådan en altså smart! Altså når man lige har vænnet sig til at køre med den. Den fylder jo næsten hele cykelstien. ;)
Udover cykeltraileren har vi også købt nye cykelhjelme. Eller det vil sige at Luc har arvet Fleurs “gamle” EGG hjelm i str. small, og så har vi købt en medium til Fleur. Det er altså bare en super god hjelm. Vi er virkelig glade for den! Jeg har længe selv cyklet med hjelm (husk det nu – det er ikke kun børnene der skal beskyttes!), men en rigtig dårlig en af slagsen. Derfor synes jeg det var på sin plads, at købe en ordentlig en nu hvor jeg cykler meget mere end tidligere. Jeg fandt en fin model fra Abus som både er pæn og sidder godt. Overvejer faktisk en cykelhjelm-selfie (indsæt selv meget overrasket smiley ;) – blot for at sætte lidt fokus på det at bruge hjelm i trafikken. Må se om jeg “tør”… ;)
Tilbage til de mange udfordringer de sidste tre uger har budt på… Efter blot fire dage på nyt arbejde, bliver Luc syg med feber og udslæt. Der var en del tilfælde af hånd-, fod- og mundsygdom(hvad er nu det for noget?!) i vuggestuen, så vi går ud fra, at det er det samme Luc er ramt af. På trods af at udslættet ikke ligner, men det behøver det jo heller ikke altid… Vuggestuen mente i hvert fald at det var det samme der var på vej.
Pierre bliver hjemme med ham om fredagen, og jeg passer mine nye spændende opgaver. Da jeg kommer hjem midt på eftermiddagen, er Luc ret skidt tilpas. Han har ikke spist hele dagen, men blot sovet og virket lettere fjern. Jeg ammer ham så meget han orker – når han altså ikke sover. Hans udslæt ændrer sig og jeg er nu mere sikker på, at det ikke er hånd-, fod- og mundsyge. Derudover er temperaturen svingende fra 35-39,3 grader og jeg vælger derfor, at ringe til vagtlægen lørdag formiddag. Bare lige for at vende det med en fagperson, nu han heller ikke har spist eller drukket siden torsdag – altså lige pånær den smule mælk han har fået ved mig… Vagtlægen ville gerne se ham, og konstaterer at det blot er en virus, da hans infektionstal er fine. “Det er ovre i løbet af et par dage – ellers søg egen læge mandag” er beskeden vi går hjem med. Han mente ikke der var grund til bekymring omkring manglende appetit, feber og udslæt.
Lørdag aften begynder Luc at kaste op, og kaster også op et par gange søndag og mandag. Han spiser og drikker stadig ikke (udover en smule mælk ved mig), og er generelt bare rigtig skidt tilpas og med røde prikker over en stor del af kroppen. Særligt på ryg og mave. Jeg får en aftale hos egen læge mandag morgen, som efter en kort undersøgelse konstaterer at han bl.a. er dehydreret, og beder os køre direkte på børneafdelingen.
De første fire-fem timer på børneafdelingen forsøger en sygeplejerske og jeg, at få lidt forskelligt i ham, for at han kan undgå sonde. Det lykkedes dog langt fra at komme i nærheden af det der var planen, så han får lagt en sonde, som så også viser sig, at være rigtig god for ham. Han fik Revolyt (som er vand tilsat salt og sukker) i sonden og ellers var min opgave, at amme ham så meget han orkede.
Det blev til seks lange dage på børneafdelingen, da Luc blev ved med at kaste op flere gange i døgnet. Det var virkelig en hård omgang for vores lille mand, og ja – resten af familien. Både fysisk, men særligt også psykisk hos mig og naturligvis Pierre og Fleur også. Det var hårdt, at se vores lille mand være så dårlig og ikke kunne gøre noget. Det var hårdt, at undvære hinanden og sige farvel efter blot et par timers besøg på sygehuset. Og så var det hårdt, at have så dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. De var super søde og forstående, hvilket hjalp mig meget, men det er svært ikke at have dårlig samvittighed alligevel. Ikke at jeg var i tvivl om hvor jeg skulle være – for selvfølgelig er Luc vigtigst, men alligevel…
Luc er heldigvis helt i hopla igen og gudskelov for det. Lægerne fandt ikke ud af hvad han fejlede, så det var “bare” en virus af den aggressive slags.
Vi håber, at det var vores første, sidste og eneste gang på børneafdelingen. ♡
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.
