Trods vi stadig er ret pressede herhjemme pga. Lucs uro, kunne jeg ikke få mig selv til ikke at sende hjemmelavede invitationer ud til hans barnedåb. Der er slet ikke noget galt i at andre gør det, og jeg skænker det ikke en tanke, hvis vi bliver inviteret pr. sms eller opkald – jeg glæder mig bare over invitationen. Men for mig fungerer det altså bare ikke med “blot” en sms.
Tiden eller overskuddet har slet ikke været til hjemmelavede invitationer, men her er de så alligevel. :) En invitation med små skyer, en papirsbåd med Lucs navn på begge sider og vand forneden med selve indbydelsen og ønsker indeni.
Vandet lukkes med to flapper på bagsiden, så den kan åbnes og lukkes som man vil. Det havde nu været nemmere, hvis jeg havde fundet noget tape eller lignende (ikke elefantsnot) der kan genbruges, men mine søgninger på nettet og i lokale butikker gav intet resultat. Nogle der ligger inde med guldkorn til en anden god gang? :)
For ikke at stresse mig selv, sendte vi for længe siden en sms ud med dato for dåben, så jeg havde mere ro til at klippe-klistre. Det var en rigtig fin løsning, selvom det selvfølgelig stadig var ret presset for mig. Det tager altså bare lang tid, at lave så mange invitationer i hånden. Altid længere tid end man jeg lige regner med. ;)
Kuverterne de blev sendt ud i, kan I se lige her. De kunne selvfølgelig også bare have været helt hvide uden hjemmelavede stempler, for ikke at presse citronen yderligere, meeen… Crazy woman, I know. ;)
Invitationen hænger på vores opslagstavle i køkkenet, og det synes jeg er ret hyggeligt. I øvrigt kan I nederst i højre hjørne, lige svagt skimte Luc som har været i den lokale ugeavis. En fotograf i byen kører et projekt med byens “Nye liv”, som munder ud i en stor udstilling i foråret. Ikke alle børn kommer i avisen, men for nyligt dukkede vores lille Luc op. Han er otte dage gammel på billedet og ligger hud mod hud hos mig. ♡
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.