I går blev vores lille Fleur tre år, og hun blev fejret med manér af familien med fine gaver og kager som ønsket.
Fleur vågnede ved 22-tiden fredag aften og spurgte “har jeg fødselsdag nu?”. Det var simpelthen så kært! Denne fødselsdag forstod hun virkelig og nød hele dagen til fulde.
Vi lavede to forskellige lagkager som altid – chokoladelagkage med mascarponecreme og jordbær efter Louisa Lorangs opskrift, og en jordbærlagkage med et tvist af appelsin. Begge var supergode og sommerlige og passede perfekt til gårsdagens smukke vejr. Udover lagkager serverede vi Christinas thebirkes. Jeg siger det lige igen – de ér altså rigtig gode! ;)
Af os fik hun bl.a. en hjemmelavet tipi, og jeg er sikker på den bliver et kæmpe hit.
Lille bitte store smukke Fleur… Hele tre år, børnehavebarn og inden længe storesøster – tiden flyver og livet er skønt! ♡
Opdatering d. 28/10 2014 – Da flere har spurgt efter opskrift på den lyse lagkage, kommer der lige en opdatering. Du skal bruge 3 lyse lagkagebunde. Google en lækker opskrift eller køb dem ved bageren. Opskriften på cremen er som følger: 1 dl. creme fraiche 38% piskes med 3 dl piskefløde til en jævn creme. Bland finthakkede jordbærstykker i, og smag til med vanille, fintrevet appelsinskal og flormelis.
Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Bloglovin og Instagram.

















































