møbler Arkiv - Side 2 af 3 - det bedste jeg ved ...
Browsing Category

møbler

børneværelse Fleur hjemme hos os jul krea loppefund møbler

.

 

Vi er så småt begyndt at jule herhjemme, men det er vel nærmest heller ikke for tidligt… Altså d. 1. december er jo på søndag! Det er nu ikke fordi vi har så meget julepynt – jeg ser det egentlig mere som hyggelig vinterpynt. Vi har selvfølgelig lidt der er mere julet, men når jeg kigger mig omkring, er det faktisk ret begrænset. Fleurs hjemmelavede julepynt er vist det mest julede vi har…
Jeg har planer om, at tage på den lokale Rudolf Steiner skoles julebazar på søndag – måske vi kan finde lidt julet pynt der..?

#1
En dag da Fleur og jeg ikke var hjemme, hængte Pierre en gren op i stuen. Grenen er tidligere brugt på Fleurs babyværelse i lejligheden til tøj – det kan du se her.
Synes det er blevet super fint som han har hængt det op. Han har endda skiftet snorene i pynten ud til lædersnor, så det passer sammen. Og ja, det er også ham der har bøjet kobbertråden… ;)

#2
Det juler også en lille smule på Fleurs værelse med små Medusa ophæng på lærkegrene og en juleelg med bjælder fra Sebra. Tænker at der skal lidt mere derop – vi skal bare lige finde noget først. ;)
Dette er vist også det første billede, jeg viser af den vinkel på Fleurs værelse…

#3
I søndags var Fleur og jeg til julehygge på mit arbejde. Jeg havde arrangeret en hyggedag med brunch, grene, kogler og gran mm. til fri afbenyttelse, så folk kunne hygge sig sammen med at lave juledekorationer, og var fri for svineriet derhjemme. Det var bare en rigtig god dag. Jeg fik ikke lavet noget, men Fleur lavede til gengæld nogle stykker. Blandt andet den fine dame her… Hun har selv valgt alt, og selv sat alt på – pånær lyset. Mor er ret stolt. ;)

#4
Lige et close-up af damens hår – der er ret mange lag mos her. ;)

#5
Det er ret fedt, at være med Mor på arbejde – man kan nemlig få nogle kæmpe stykker papir derude.

hjemme hos os møbler

.

Blot lidt billeder fra mit lille lyse hjørne på førstesalen…
Faldt over billedet fra renoveringen forleden, så synes lige I skal se forskellen. Det er nu slet ikke så vildt at se, som nogle af de andre billeder jeg faldt over, men dem får I at se en anden dag. ;)

Den største forskel her er vist at loftet er til kip med synlige bjælker og selvfølgelig de nye hvidmalede gulve. Trappen har også fået en tur, men er ikke helt færdig endnu. Det er dog meget lidt vi mangler… Alle trinnene er malet med mørkegrå træmaling, og det fungerer super godt. De er slet ikke glatte som frygtet, så vi behøver heldigvis ikke klistre skridsikker tape eller andet på dem. Hurra! ;)

Der mangler stadig lidt dims og pynt på væggene, men vi skal lige finde det rette. Lige nu nyder vi bare vores hjem som det er.

børneværelse Fleur hjemme hos os loppefund møbler Ole Lukøje

.

L E G E V Æ R E L S E  –  Da vi flyttede ind på førstesalen og fik hvert vores værelse, tømte vi også det rum, der indtil for kort tid siden har været vores allesammens soveværelse.

Det har på mange måder været lidt af en prøvelse, at bo så trængt og tæt pakket i knap halvandet år, men i sidste ende er det jo det hele værd. I og med vi selv laver (stort set) alt i huset, og ikke har et pengetræ i haven, tager tingene tid og nogle gange tager de rigtig lang tid. ;)

Men se nu bare her… Vores gamle soveværelse som ligger i forbindelse med stuen, er endelig blevet til Fleurs legeværelse. Der mangler stadig et møbel til opbevaring af resten af legetøjet – ikke at hun er i overflod af legetøj, men vil gerne have noget der er pænt og overskueligt for Fleur. Der mangler også lidt på væggene, men det skal nok komme. Lige nu er vi alle bare glade for et rum der fungerer…

børneværelse møbler

Barnestole // stol til børn

E N  S A M L I N G  –  Efter fundet af den nye barnestol fik jeg lyst til, at tage et billede af Fleurs samling af børnestole. Hun kommer i hvert fald ikke til at mangle stole, når hun har små gæster. Måske hun skulle invitere til teselskab snart… Sådan et med små fine cupcakes og pompon’er i loftet. Kan I se det for Jer?

Samlingen fra venstre:
– Havestol restaureret af Pierre. Fra rusten stol med fletsæde i plastik til fin margueritstol. Se flere billeder af den her.

– Egetræsstol som Pierre har lavet. Stolen er en kopi af den fine Lilly’s Chair fra We Do Wood. Se flere billeder og en beskrivelse af den her.

– Det fine fund fra en tur på forbrændingen i weekenden. Se flere billeder her.

– Hukit stolen er købt brugt og fremstår med original maling og slid. En retro klassiker som både børn og voksne sidder godt på.

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

børneværelse Fleur loppefund møbler

.

G E N B R U G S G U L D – weekenden har budt på en del ture på forbrændingen, da vi manglede at fjerne det sidste byggeaffald. På én af mine ture, spottede jeg denne smukke børnestol i armene på en anden borger. Jeg skyndte mig at spørge om jeg måtte få den, inden den led den store containerdød.
Nu står den hjemme hos os og pynter. Standen er fin – for nu… En skønne dag skal den ombetrækkes og shines op, så den holder de næste mange år.

børnetøj Fleur instagram jeg anbefaler møbler

.

Mit seneste genbrugsfund // pompon’er fra vores bryllup // Lille Nuller klar til Mormor-dag
Pierre og jeg klar til bryllup // strikkede babybukser fra Etsy // Black Swan skjortekærlighed 
Nyt billede til min mail-signatur på arbejde // æblekage til gæster // Black Swan lagersalg

I N S T A G R A M – Har du lyst til at følge mig på Instagram, hedder jeg detbedstejegved (surprise!) derinde. Har du ikke en smartphone, kan du følge med lige her.

jeg anbefaler møbler shopping

.

E T  L I L L E  T I P – Pierre har i dag købt disse stole med teak lameller i Bilka til kun 250 kroner pr. stk. Der var desværre ikke et bord i den størrelse vi ønsker, men vi snakker lidt om bare at købe et hvidt bord til. Tænker ikke det vil se så dumt ud…

Måske de også er sat ned i “din” Bilka? Nu er tippet i hvert fald givet videre…

inspiration jeg anbefaler møbler

.

 

Vi er på jagt efter en smart løsning til Fleurs legeværelse, som i dagligdagen skal fungere som ja – legeværelse, men der skal gerne være en ekstra soveplads eller to derinde, uden at det forstyrrer rummet. Det skal være nemt, at have en ekstra sovende, så det skal ikke være en halv løsning, hvor madrassen først lige skal graves frem.

Det første billede viser Maja Bunk Bed fra Aalto+Aalto. Synes virkelig godt om ideen, som indbyder til masser af sjov i hverdagen, men den er jo også meget brugbar til gæster. Den fylder selvfølgelig ret meget, men i forhold til hvad man får ud af den, synes jeg ikke det betyder noget. Og man kan jo sagtens bruge pladsen under, som de så fint gør i indretningen her også. Billedet er lånt her.

Det lille hus på billede 2 synes jeg er super sødt, og tænker at det også kunne være en fin idé til både leg og overnattende gæster. Jeg ville i hvert fald elske at sove i sådan et lille hus som gæst. Denne idé er også både billigere, og kræver heller ikke lige så meget arbejde som den anden. Billedet er lånt fra denne boligreportage. Tjek lige resten af boligen ud – de har virkelig god smag!

En anden mulighed kunne være en lækker foldemadras fra by KlipKlap. Enten den store model som vist her, eller blot en 3 fold single. Den ville også være super skøn til hverdag for både store og små, og så er det jo også pænt design, hvilket er et kæmpe plus. Synes der er ved, at være mange grimme foldemadrasser på markedet. Men man betaler selvfølgelig også meget mere for en fra by KlipKlap… Jeg har endnu ikke selv mærket dem – er de så lækre som de ser ud? Nogen der vil dele deres erfaring?

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at Mammashop kører en konkurrence, om en 3 fold single madras fra by KlipKlap lige nu. Man skal blot tilmelde sig deres nyhedsbrev. Men jeg satser altså på at vinde, bare lige så I ved det. ;)

Den sidste mulighed vi har oppe at vende, er en helt almindelig daybed. Når jeg siger almindelig, mener jeg selvfølgelig en af de gode gamle, som Louise har anskaffet sig til deres smukke vinterhave. Det er virkelig et smukt stykke håndværk, som jeg har sukket over i mange år nu. Synes det er så fint og lækkert et møbel, som også opfylder vores krav til legeværelset.

Så er det bare at vælge…

loppefund møbler

Retro babyseng

Sidste weekend fandt Pierre og jeg den fineste tremmeseng på et loppemarked. Modellen har vi kendt til længe, men de er virkelig svære at finde, så glæden var stor, da denne stod og lyste op ved en stand.

Fleur har en original Juno seng som vi er meget glade for, så det er ikke fordi hun skal have en ny seng. Men en fremtidig lillebror eller -søster skal jo også have noget at sove i, ikke? ;)

Der er ingen planer om baby i nærmeste fremtid, men når man endelig støder på så fin en seng, så er man nød til at slå til. Også selvom man ikke har pladsen… Og til den nette sum af 200 kr, var der ikke meget at tænke over.

Planen er at slibe sengen ned og forhåbentligt er træet indenunder i så fin stand, at vi ikke behøver at male den. Det ville jo næsten være synd… Tremmerne skal sandblæses og males hvide igen. Der går noget tid før projektet går i gang (vi har jo mere end rigeligt at se til med renovering af huset), men skal nok vise det endelige resultat frem.

God pinse til alle! ♡

Vil du se mere af det bedste jeg ved? Følg bloggen på Facebook, Bloglovin og Instagram.

hjemme hos os jeg anbefaler møbler træmanden

.

Hjemme hos os, er vi vilde med Lilly’s stol fra We Do Wood. Det er virkelig smukt design, og jeg kan godt forstå, den står på mange børns forældres ønskelister.

Den har også stået på Fleurs ønskeseddel længe, men da Pierre ikke er så glad for bambus, som stolen er lavet i, er den ikke blevet købt.

Jeg stoppede dog ikke med at snakke om stolen, og Pierre fik så den idé, selv at lave en lignende stol – bare i egetræ. Jeg synes stolen er blevet super fin, og er meget stolt af min mand. Fleur fik stolen i julegave, og er mindst lige så begejstret for den som os.